Uden udfordringer, er der ingen progression
Et mål uden en plan er bare en drøm.
Frederik H. Baadstorp har altid vidst, at han ville være guldsmed. Allerede inden skolegangen var slut, havde han en læreplads på hånden, så dagen efter at han var færdig med sin skolegang, startede han som guldsmedelærling i Danmark.
Frederik var flittig, han kom altid til tiden og arbejdede hårdt som elev i 6 år for at bevise sit værd.
Til sin eksamen fik han topkarakterer som den eneste, og som den første i faget i mere end 20 år. Han blev hædret af Hendes Majestæt Margrethe 2., Dronning af Danmark, og blev tildelt både medalje og legat for sit fine håndværk.
Da han havde afsluttet sin uddannelse, ville han rejse rundt i verden og arbejde med sit fag. Det resulterede i mange år i udlandet, herunder Australien, Mexico, Sydafrika & USA, hvor han videreuddannede sig til fatter & gemmolog, og efterfølgende fik arbejde hos en af verdens største og mest anerkendte high-end smykkefirmaer.
Efter mange års rejser og arbejde i udlandet vendte han hjem til Danmark, hvor han begyndte at arbejde for en af Danmarks største virksomheder som produktchef.
Han arbejdede for virksomheden i næsten et årti, før han besluttede, at tiden var kommet til at starte sit helt eget smykkefirma, som i dag er kendt som Baadstorp.
Baadstorp blev etableret i 2008. Som så mange andre ildsjæle startede Frederik H. Baadstorp fra bunden, hvor han havde virksomheden i forlængelse af sit hus.
Efter nogle år voksede han ud af sine små lokaler og besluttede at udvide virksomheden ved at bygge et helt nyt hus til virksomheden; Baadstorps værksted. I 2015 startede han byggeprojektet, og i slutningen af 2016 stod byggeriet færdigt.
I dag er Baadstorp kendt som en virksomhed af høj kvalitet og godt dansk håndværk.
Vi har mere end 30 års erfaring i smykkefaget, og har haft mange spændende opgaver i huset, blandt andet for de danske royale.